Når parkinson flytter ind

Jette og Silvanos hverdag er fuldstændig indrettet efter Parkinsons sygdom. Efter tre årtier med sygdommen er ægteparret fra Ishøj flyttet til et rækkehus uden trapper, hvor de flere gange dagligt får besøg fra hjemmeplejen, der gør det muligt for Silvano at blive boende sammen med sin hustru.

Silvano har haft sygdommen i 32 år. Derfor har Silvanos hustru, Jette, også vænnet sig langsomt til en tilværelse, hvor sygdommen fylder mere og mere i hverdagen.

Dagen starter med, at hjemmeplejen kommer og hjælper Silvano ud af sengen og på med tøjet. Det tager 20-30 minutter. Så kan Silvano og Jette spise morgenmad. Efter morgenmaden skal Silvano tre gange om ugen afsted til dagcenteret. De dage, hvor han ikke skal på Ishøj Kommunes dagcenter, går Silvano til vederlagsfri fysioterapi. Der kører Jette ham frem og tilbage.

Silvano kommer hjem fra dagcenteret kl. 14. Han bliver afleveret på hjemadressen i en kørestol, fordi personalet er bange for, at han skal falde. Og så skal han have sin medicin. Den får han 5 gange dagligt, og det er Jette, der sikrer sig, at medicinen bliver taget rettidigt. Det sker flere gange om ugen, at han falder. Nogle gange kan Silvano komme op med hjælp fra Jette, andre gange hjælper naboen eller hjemmeplejen.

Aftensmaden laver Jette selv. Og når klokken så er 20.30-21.00, kommer hjemmeplejen og lægger Silvano i seng. Silvano er særligt træt de dage, hvor han har været på dagcenter. Så det er godt, når

de faste hjælpere kommer til tiden. Desværre er der mange vikarer. De har cirka ti minutter til at lægge Silvano i seng, for de skal nå at aflægge 32 besøg i løbet af en aftenvagt. Så de er hurtigt ude af døren igen, og så kan freden sænke sig over rækkehuset i Ishøj.

Jette sætter stor pris på den kommunale hjemmepleje. De yder
en rigtig god hjælp, og det er som regel de samme, der kommer. Hun kunne dog godt unde dem, at de havde bedre arbejdsvilkår og uddannelsesmuligheder.

Mangler aflastning

Det eneste, Jette mangler, er bedre muligheder for at blive aflastet. Livet som pårørende til et menneske med parkinson er et fuldtidsarbejde. Silvano kan ikke være alene hjemme, så der skal altid være nogen hos ham. Jette skal være opmærksom på Silvano hele tiden, når han er hjemme. Blandt andet på grund af risiko for fald. Og mens han er på dagcenteret, skal Jette klare indkøb, aftaler og alle de andre opgaver, som hun nu er alene om.

Jette har kun haft Silvano afsted på aflastning to gange. Den ene gang var det fordi, hun selv var syg. Hun har også tidligere haft en hjemmehjælper til at passe ham, mens hun om mandagen gik til gymnastik. At de pårørende kan få en pause indimellem, er faktisk en forudsætning for, at mange plejekrævende kan blive boende i eget hjem. Alligevel er det svært at få bevilget aflastning i dag.

Efter redaktionens slutning er Silvano flyttet på plejehjem.